When women are turning their back on each other and how we can heal the collective sister wounds popping in the charged field of reaction these days..


Vi har utrolig mange reaktioner i luften i denne tid. Mennesker der vender hinanden ryggen, sætter en skurk på sit tunge hjertes bebrejdelser, og som søger nogen eller noget der da må kunne tage skylden for elendigheden der føles indeni nu.. Og midt i dette felt, af dybt splittede energier – feltet der både bærer større lys og større mørke end set før i vores tid, feltet der raser nu, både på det energetiske plan, fysiske plan og derfor følelsesmæssige plan. Feltet hvor alt står uvist, alt kommer frem i lyset og hvor det der skal falde fra, falder fra nu. Over tid! Igennem dette kollektive shake, hvor alt ryster og ryster og ryster, til vi som mennesker har lært hvor sande balance findes, og alt andet er rystet fra..


Vi har bedt om denne tid længe. Opgøret med det der ikke tjener os mere. Men nu står vi her så, midt i coronakrise, racekonflikt, lock down, finans crash, muligt tvungne vacciner og landegrænser der ikke længere frit kan bevæges imellem. Og hvordan reagerer vi nu?
Hvordan reagerer vi lige her i dybets gab? Og ikke mindst, hvordan behandler vi hinanden nu?


Fordi MOR og FAR (men nu taler vi om mother wounds) står for ultimativ tryghed på ubevidst celleplan, så betyder det også, at når feltet bliver utrygt så popper Mother wounds. Og de overlevelsesstrategier som vi ubevidst har skabt, for at kompensererfor de små og store utrygheder og traumer, som i en tidlig alder blev skabt, disse kommer så på banen når mother wounds popper. Hvilket betyder at vi tyer til de ubevidste mønstre for at beskytte os selv og “overleve”..


Dvs.. Hvis overlevelsesstrategien var at skubbe mor væk, så bliver den menneskelige reaktion at skubbe folk væk, når man er under press. I særdeleshed de der i ens liv repræsenterer eller vækker modersvigtet (the mother wound). Det kan også opleves i undervisningsfeltet, hvor samme karakter ofte skubber underviser væk og sætter af på vedkommende, for at kunne skabe sit eget, i stedet for at ære the teachings on the path. Ligesom overlevelsesstrategier også kan udspille sig ved at man for alt i verden forsøger at please og give langt over evne og lyst i ønsket om møde og forsoning, fx. hvis den ikke nærværende mor fik dannet omsorgsvigt, i hjertet på den lille.


Disse ubevidste reaktionsmønstre kan udspille sig på utallige måder og kan være forårsaget af mange ting som en psykolog ville kunne skrive bøger om, men pointen i dette skriv er at belyse, at vi lige nu lever i en tid hvor disse reaktioner er “charged in the collective energy field” de hænger næsten i luften, og derfor oplever flere af os, at vi tager en del flere “relationstæsk” med stærkere reaktioner og projektioner fra omverdenen end vi nogensinde har prøvet før. (Me too, indtil nu)


Og det er så forståeligt i denne tid vi er i nu, fyldt med en hele verdens usikkerhed og en hel planets menneskers tankefelter og hjertesmerter der popper.. Det skal vi kollektivt kunne mærke og være berørt af. For hvis ikke vi mærker OS, kan vi heller ikke mærke JEG.. Vi er jo på samme skib, vi er alle forbundet. Men spørgsmålet er om du kan skældte os fra jeg? Mærker du dig deprimeret fordi verden er i kæmpe transformation og vi står i ego-dødens kapitel kollektivt nu, eller er du grundliggende deprimeret i dit eget system nu? Ikke altid let at skældne imellem.


Men hvis vi lige stopper op og mærker efter engang, er det så hensigtmæssigt at vi skubber hinanden væk, vender hinanden ryggen, udskammer hinanden, sladrer om hinanden, fordømmer hinanden og bakker hinanden op i de uretfærdige historier der bliver fortalt om hinanden? Denne tendens der danner klubber, og i sidste ende, som tilbage i vores historie har brændt hinanden på bålet.. Kvinder der angiver hinanden af projektionens ild, fra uenighedernes felt, jalousiens grønne spir og af misforståelsernes smerte..


F
or det var sådan det var. Det var om muligt kirken og manden der førte til bålet, men det var 1 til flere kvinder nede bagerst i flokken der havde vendt ryggen og angivet den anden, baseret på alt ovenstående, som vi tydeligt kender fra i dag.


Så når mother wounds popper, så popper sister wounds også.. Og her har vi en helt ancestral historie hvor vi brænder hinanden på bålet.. Mens vi nu står i en kæmpe healingsmulighed, som kræver at VI ALLE TAGER ANSVAR NU… Hende der mener at være uretfærdigt behandlet, ikke holdt, udnyttet, ført bag lyset etc, hvis hun udfordrer den historie i sig selv, tager ansvar for egen del, åbner sig for muligheden om at en misforståelse kan være sket og søger transparent samtale hvor begge kan dele alt, for at søge at forstå hinanden. Om muligt hive en tredje part, en mægler til.. Og hive en fagperson på banen til at få helet og kigget på de overlevelsesstrategier der kan være skabt, som ikke er hensigtsmæssige.. (hvilket vi alle indtil nu har)


Og hvad hvis veninderne der lytter til de anklagende historier, ikke længere bakker op om at skurken i historien helt klart må være skurk og at det lyder helt grotesk. Men i stedet bakker veninden op i sin evne til at forsone, hendes søgen om at forstå, minde om at ingen ønsker noget dårligt, at alle gør det bedste, hvad kan det lære os individuelt, og egenansvaret i at kigge på hvor vi selv ikke har fået sagt et behov højt, eller udtrykt en usynlig grænse en anden pludselig fik overtrådt.


Relationer dør ofte ikke på det der siges, men på det der ikke bliver sagt.. og reaktioner der skaber splid, klubber og fastholder hinanden i fordømmende bebrejdende lys, kan sjældent bestå i rummet hvor 2 hjerter mødes. Det sker hjemme i sladreklubben hvor ord skydes skarpt via teksten bag en skærm..


Jeg tror på at vi kan løfte os væk fra egoets vinder/taber helgen/skurk spil, og at vi kan hele de kollektive sår som vi mærker der popper nu. Men det kræver at vi alle tør kigge på vores egne sår, reaktioner og overlevelsesstrategier. At vi tør revurdere vores eget ego og blive rigtig kloge på hvornår og hvordan det kommer i spil, hvilket det gør hos os alle. Og konstant vælge at gøre indsatsen det kræver at søge vejen der hedder heling, unity og harmony. I stedet for vejen vi automatisk falder ned i, kva energisporet i vores historie, som er powerful, hvor vi sætter hinanden i kasser, fordømmer hinanden og vender hinanden ryggen.


Ingen kan stå alene i denne tid vi er i og kommer i. Hverken jeg eller du. Vores fremtid står og falder på vores evne til at stå sammen og gå i harmony med hinanden, naturen og alle levende ombord..


ONE TRIBE, ONE FAMILY.. Det er nu det gælder! Kan du mærke det?

0 replies

Leave a Reply

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *